Menu

Ferlov Mancoba

Ernest Mancoba - Udvalgte kilder

Ernest Mancoba
Uden titel. 1965
Statens Museum for Kunst

Databasen for Ernest Mancoba (1904-2002) indeholder digitaliseret kildemateriale fra Ferlov Mancoba-arkivet. Arkivet er ejet af Estate Ferlov Mancoba og deponeret på Statens Museum for Kunst i København.

Arkivet består af arkivalier efter kunstnerfamilien Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984), Ernest Mancoba og Marc (Wonga) Mancoba (1946-2015). Det omfangsrige arkiv omfatter breve, tryksager, bøger, fotografier og varia. Materialerne i databasen er de samme som også udgør databasen for Sonja Ferlov Mancoba. De to kunstnere var gift og deres kunst, netværk og liv var for det meste af deres liv forbundet og mange kilder til viden om dem er fælles for dem begge. For eksempel var det Sonja Ferlov Mancoba, der skrev og modtog breve på vegne af hele familien. Breve, som ofte vedrørte begge kunstnere.

Gå direkte til søgning

Arkivet blev indsamlet i løbet af sønnen Marc, kendt som Wonga, Mancobas sidste leveår og blev opbevaret i Rue du Château 153 i Paris, hvor familien boede og arbejdede fra 1961 og frem. Det meste af materialet stammer fra denne periode med færre arkivalier fra 1938-1960. Formentlig på grund af familiens omskiftelige tilværelse i Danmark og Frankrig. Heldigvis er flere af Ernest Mancobas tidlige dagbøger bevaret.

Databasen består af officielle dokumenter, udvalgte breve, dagbøger, manuskripter og lydfiler. Arkivmaterialet i databasen belyser Mancobas baggrund og tilknytning til Sydafrika, Frankrig og Danmark. Gennem breve, dagbøger, manuskripter og lydfiler kan vi spore en kronologi over hans liv og følge hans engagement i kunst og samfundsforhold.

I vores udvælgelse af kilder fra Ferlov Mancoba-arkivet har vi fokuseret på at tilgængeliggøre dagbøger og lydoptagelser af Ernest Mancoba. Når det gælder lydoptagelserne af sønnen Wongas interviews med Mancoba, har vi valgt ikke at transskribere dem, da mange af de sproglige nuancer går tabt ved transskription. I stedet er der tidsangivelser, som er baseret på arkivarens fortolkning af samtalen.

Databasen indeholder også adskillige officielle dokumenter, hvorigennem rejsedatoer, interneringsperioder mv. kan præciseres. Bemærk, at der i dokumenterne optræder diskrepanser. For eksempel angiver passene Mancobas fødselsår som 1907, mens han selv har sagt 1904. Der findes ingen kendt fødselsattest.

I udvælgelsen af breve er der fokus på korrespondancer til og fra Ernest Mancoba og Sonja Ferlov Mancoba og deres relationer i Sydafrika, Danmark og Frankrig. Vi har prioriteret transskription af håndskrevne breve på dansk for at gøre dem lettere tilgængelige for forskere udenfor det danske sprogfællesskab. Med hensyn til annotation af kilderne har vi fokuseret på sydafrikanske og danske aspekter med henblik på at tilgængeliggøre kilderne overfor en bredere læserskare.

Udvælgelse og annotering i databasen afspejler vores individuelle forskningsprofiler. Både vores styrker og vores blinde vinkler. Målet har været at præsentere materialet så åbent og gennemskueligt som muligt for både forskere og almindelige læsere. Vi håber, at databasen vil være nyttig for brugere i hele verden.

Ernest Methuen Mancoba var en sydafrikansk-fransk billedkunstner med tætte bånd til Danmark. Han var født og opvokset i Sydafrika, men boede i Frankrig og Danmark fra 1938 til sin død i 2002. Mancoba er en central figur i den globale modernisme og arbejdede med maleri, tegning, træskulptur og grafik. Han er bedst kendt for sin moderne, spontane abstrakte stil med en indlejret central figur, som siges at referere til en afrikansk forfaderfigur. Ernest Mancoba er blevet beskrevet som Sydafrikas første moderne kunstner. Hans kunst udspringer af mødet mellem sydafrikansk kultur og moderne europæisk billedkunst.

Mancoba identificerede sig i sin kunst og spiritualitet med den afrikanske Ubuntu-filosofis credo om, at et menneske er et menneske gennem andre mennesker. Han mente, at kunsten kunne bygge bro mellem mennesker, og at det kun er gennem andre mennesker, at vi eksisterer. Herigennem opstår vores menneskelighed, vores humanisme. Han formulerede en unik æstetik, der var forbundet med en personlig spiritualitet. Samtidig var han også en del af kunstnergrupperne Høst og Cobra, der søgte en slags genfortryllelse af den moderne verden.

I Sydafrika arbejdede Ernest Mancoba med træskulptur. I 1938 sejlede han via London til Paris for at studerede på L'École Nationale Supérieure des Arts Décoratifs i Paris. Her mødte han den danske keramiker Christian Poulsen (1911-1991), som introducerede ham til en kreds af unge surrealistisk orienterede danske kunstnere, der også var i Paris, bl.a. Ejler Bille (1910-2004) og Sonja Ferlov.

Under Anden Verdenskrig, fra 1940-1944, var Mancoba interneret i forskellige fængsler og koncentrationslejre i Paris og omegn: Fresnes, Drancy og La Grande Caserne i St. Denis på grund af sit britiske statsborgerskab som sydafrikaner. Ernest Mancoba og Sonja Ferlov blev gift i 1942 i St. Denis-lejren. Lejren tillod en vis korrespondance, og Mancoba var i stand til at føre en hemmelig dagbog. I 1947 flyttede Mancoba-parret til Danmark. Gennem kunstnervenner som Asger Jorn (1914-1973) og Bille udstillede Mancoba med kunstnersammenslutningen Høst i 1948 og 1949, og han og Ferlov Mancoba blev involveret i Cobra-bevægelsen. I Danmark fortsatte Mancoba arbejdet med træskulpturer, som var blevet søjle- og totemagtige. Han begyndte også at male, og hans brug af farver og penselarbejde var inspireret af afrikanske visuelle traditioner og kalkmalerier i danske middelalderkirker.

I 1952 flyttede Mancoba-familien tilbage til Frankrig, først til landsbyen Oigny-en-Valois og i 1961 til Paris, hvor de boede resten af deres liv og hvor de fik fransk statsborgerskab. I denne periode og derefter beskæftigede Mancoba sig med maleri og tegning og i de senere år med grafik. Malerierne var abstrakte, men kredsede om en figur. Kunsthistorikere har peget på forskellige inspirationskilder, bl.a. central- og vestafrikanske folks begravelsesfigurer. Men Mancoba arbejdede med flere inspirationskilder og forholdt sig frit til sine referencer. Efter Sonja Ferlov Mancobas død i 1984 skete der et skift i Mancobas kunst, hvor han bevægede sig væk fra den ensomme figur og hen imod værker, hvor flere figurer eller kalligrafiske penselstrøg spredte sig over hele fladen.

Karen Westphal Eriksen og Winnie Sze, februar 2025