Ferlov Mancoba
1950-02-06
Afsender
Erik Thommesen
Modtager
Sonja Ferlov Mancoba
Dokumentindhold
Erik Thommesen svarer på et brev fra Sonja Ferlov Mancoba, hvor han redegør for sin holdning til Høstudstillingen. Han kritiserer den verserende opdeling i abstrakt og naturalistisk kunst, som han finder kunstig. I stedet ser han al kunst som i et eller andet omfang ekspressionistisk. Han adresserer stridigheder indenfor Høst som en afspejling af at man i sammenslutningen har samlet sig med afsæt i formelle ligheder i udtryk – det abstrakte – men arbejder med afsæt i forskellige indholdsdimensioner. Han skriver at han selv har valgt for nu at arbejde udenfor sammenslutninger, for at kunne føle sig fri til at lave sin egen kunst. Som eksempel nævner han at han føler sig tættere forbundet med Matisse’ end med Laurens, Arps eller Giacomettis kunst.
Transskription
6/2-50
Kære Sonja:
Tak for dit brev som jeg var meget glad for. Jeg skal prøve at svare dig saaledes som det ser ud fra mig. Høstudst. er som du skriver blevet dannet med en fælles livsopfattelse – eller bedre: en indbildt fælles livsopfattelse som grundlag. I ordet indbildt ligger ingen kritik fra min side af nogle af Høstudstillingens medlemmer – men blot dette: at de tilsyneladende fælles træk i udtryksformer fra begyndelsen har skabt illusioner af en mere fælles kunstnerisk opfattelse end der efter min mening reelt er.
Jeg er først for mit eget vedkommende blevet rigtig klar over dette det sidste par aar og ganske sikkert fordi vi alle har udviklet os stærkere i individuel forstand. Jeg mener ogsaa at det er indholdet der skaber formen – at dette er den naturlige maade at lave maleri og skulptur paa. Ingen af os kan dog sige om os selv eller andre at vi gør det – kun: at saafremt vi arbejder ærligt med vores kunst stræber vi efter |henimod| at kunne gøre det.
Vi arbejder individuelt men søger ganske naturligt samarbejde med kunstnere vi mener at være i slægt med i opfattelsen. Der kan dog ligge en alvorlig fare i her at dømme ud fra udtryksformen – man maa dømme ud fra det kunstneriske indhold.
Du siger at fælles livs- og kunstopfattelse resulterer i fælles træk i udtryksformen. Det gør det selvfølgeligt men der er ikke altid saa men nemt at se de fælles træk og se om de nu ogsaa er væsentlige. Vi narres bestandigt fordi baade vi selv og de andre er blandinger af forsøg paa at give udtryk for det væsentlige – det menneskelige og kunstneriske indhold – og af formalistiske faldgruber. Her har vi i for høj grad slaaet os til taals med at vi er ”abstrakte” og de andre kunstnere er naturalister. En stiltiende anerkendelse af os selv som avantgarde – en stiltiende seen sig selv som revolutionær kunstner over for reaktionære.
Saa let er det efter min mening ikke. De gode kunstnere er aldrig naturalister men ekspressionister. Deres kunstneriske udtryk er i akurat lige saa høj graf ekspressionistisk bestemt som vort.
Ogsaa et landskabsbillede har sin egentlige kunstneriske værdi i det af sine egne kampe, sine længsler, drømme, kærlighed til livet, det det der gror – kunstneren har udtrykt i sin farve. At det der i dette tilfælde har sat kunstneren igang er en mer eller mindre tilknytning til et bestemt landskab er underordnet. Et landskab, et portræt, en figur er alt sammen udtryk af noget alment.
Vi er alle sat i gang med bestemte oplevelser, eller kombinationer af oplevelser ser man et vigtigt element. Jeg har selv aldrig følt mig ”abstrakt” i teoretisk forstand, andre har kaldt mig abstrakt, men jeg har altid følt mig nøje knyttet til hvad jeg har følt mødt i livet og søgt at opfatte det som xxxxx og alment paa een gang.
Man kan stille sig i indædt kampposition – selv i samme øjeblik man er mere optages optaget af at kæmpe imod end af sin tilknytning til det fordi, det groende. med andre i ord i samme øjeblik man for kampens skyld mister livsglæde – er det første skrift mod formalismen taget. Jeg tror ikke paa kompromiser – men jeg tror heller ikke paa kamp imod kompromiser.
Ser jeg min egen situation i forhold til kunsten rundt omkring mig føler jeg mig mere knyttet til Matisse’s skulpturer end til baade Giacometti og Laurens – til trods for at de sidste er mere ”abstrakte”. Arp føler jeg overhovedet ingen tilknytning til – snarere noget diametralt modsat. For ham er det ”non figurative” et maal i sig selv.
Du taler om en fuldstændig solidaritet mellem medlemmerne i forhold til ”den gode verden”. En saadan solidatitet er naturlig i samme grad som det fælles i livsopfattelse er overvejende. Sa behøver man ikke slaa den fast. Er det fælles i livsopfattelse ikke absolut overvejende – opstår der afstande mellem medlemmerne som i nogle tilfælde virker større end afstanden mellem dem (eller nogle af dem) og dem af ”den ydre verden” – da hjælper det lige saa selvfølgeligt ikke at slaa en saadan solidaritet fast.
Vi skulle dog nødig være naaet der til at vi indbefatter alle ”ikke abstrakte” kunstnere i ”den ydre verden”. Vi har mange forbundsfæller bl. dem.
Jeg har altid opfattet det vi laver som en side af ekspressionismen blandt andre sider i tiden, der er for mig ingen væsensforskelle, der er kun formelle gradsforskelle. Det drejer sig ikke om at finde én side som er endegyldig sandhed – men at suge næring af det bedste i dem alle.
Jeg tror at det som tiden gaar vil blive mere og mere indlysende at grupperinger vil opstaa.
Jeg tror ikke det er me nemt at se endnu hvorledes – men jeg har for mit vedkommende i nuværende xxx situation mest lyst til at være uden for sammenslutninger i det hele taget – mest lyst til ikke at være bundet af noget somhelst – men frit prøve mig frem i den retning jeg finder rigtigst.
Jeg har svaret paa Sonjas brev – men det er selvfølgelig ment til jer begge. Hvorvidt I forstaar mit standpunkt ved jeg ikke. De latterlige xxxx der har sket og sikker stadig vil ske inden for Høst saa længe det eksisterer i sin er jo ikke tilfældige episoder. De er evig tilbagevendende og en følge af et forkert grundlag – af dyberegaaende divergenser
Med arbejdet gaar det godt – tror jeg da – og det finder jeg væsentligt. Anna væver ogsaa paa fuld kraft. Gaar det godt for jer – vil gerne høre om hvorledes i arbejder?.
Kære Sonja:
Tak for dit brev som jeg var meget glad for. Jeg skal prøve at svare dig saaledes som det ser ud fra mig. Høstudst. er som du skriver blevet dannet med en fælles livsopfattelse – eller bedre: en indbildt fælles livsopfattelse som grundlag. I ordet indbildt ligger ingen kritik fra min side af nogle af Høstudstillingens medlemmer – men blot dette: at de tilsyneladende fælles træk i udtryksformer fra begyndelsen har skabt illusioner af en mere fælles kunstnerisk opfattelse end der efter min mening reelt er.
Jeg er først for mit eget vedkommende blevet rigtig klar over dette det sidste par aar og ganske sikkert fordi vi alle har udviklet os stærkere i individuel forstand. Jeg mener ogsaa at det er indholdet der skaber formen – at dette er den naturlige maade at lave maleri og skulptur paa. Ingen af os kan dog sige om os selv eller andre at vi gør det – kun: at saafremt vi arbejder ærligt med vores kunst stræber vi efter |henimod| at kunne gøre det.
Vi arbejder individuelt men søger ganske naturligt samarbejde med kunstnere vi mener at være i slægt med i opfattelsen. Der kan dog ligge en alvorlig fare i her at dømme ud fra udtryksformen – man maa dømme ud fra det kunstneriske indhold.
Du siger at fælles livs- og kunstopfattelse resulterer i fælles træk i udtryksformen. Det gør det selvfølgeligt men der er ikke altid saa men nemt at se de fælles træk og se om de nu ogsaa er væsentlige. Vi narres bestandigt fordi baade vi selv og de andre er blandinger af forsøg paa at give udtryk for det væsentlige – det menneskelige og kunstneriske indhold – og af formalistiske faldgruber. Her har vi i for høj grad slaaet os til taals med at vi er ”abstrakte” og de andre kunstnere er naturalister. En stiltiende anerkendelse af os selv som avantgarde – en stiltiende seen sig selv som revolutionær kunstner over for reaktionære.
Saa let er det efter min mening ikke. De gode kunstnere er aldrig naturalister men ekspressionister. Deres kunstneriske udtryk er i akurat lige saa høj graf ekspressionistisk bestemt som vort.
Ogsaa et landskabsbillede har sin egentlige kunstneriske værdi i det af sine egne kampe, sine længsler, drømme, kærlighed til livet, det det der gror – kunstneren har udtrykt i sin farve. At det der i dette tilfælde har sat kunstneren igang er en mer eller mindre tilknytning til et bestemt landskab er underordnet. Et landskab, et portræt, en figur er alt sammen udtryk af noget alment.
Vi er alle sat i gang med bestemte oplevelser, eller kombinationer af oplevelser ser man et vigtigt element. Jeg har selv aldrig følt mig ”abstrakt” i teoretisk forstand, andre har kaldt mig abstrakt, men jeg har altid følt mig nøje knyttet til hvad jeg har følt mødt i livet og søgt at opfatte det som xxxxx og alment paa een gang.
Man kan stille sig i indædt kampposition – selv i samme øjeblik man er mere optages optaget af at kæmpe imod end af sin tilknytning til det fordi, det groende. med andre i ord i samme øjeblik man for kampens skyld mister livsglæde – er det første skrift mod formalismen taget. Jeg tror ikke paa kompromiser – men jeg tror heller ikke paa kamp imod kompromiser.
Ser jeg min egen situation i forhold til kunsten rundt omkring mig føler jeg mig mere knyttet til Matisse’s skulpturer end til baade Giacometti og Laurens – til trods for at de sidste er mere ”abstrakte”. Arp føler jeg overhovedet ingen tilknytning til – snarere noget diametralt modsat. For ham er det ”non figurative” et maal i sig selv.
Du taler om en fuldstændig solidaritet mellem medlemmerne i forhold til ”den gode verden”. En saadan solidatitet er naturlig i samme grad som det fælles i livsopfattelse er overvejende. Sa behøver man ikke slaa den fast. Er det fælles i livsopfattelse ikke absolut overvejende – opstår der afstande mellem medlemmerne som i nogle tilfælde virker større end afstanden mellem dem (eller nogle af dem) og dem af ”den ydre verden” – da hjælper det lige saa selvfølgeligt ikke at slaa en saadan solidaritet fast.
Vi skulle dog nødig være naaet der til at vi indbefatter alle ”ikke abstrakte” kunstnere i ”den ydre verden”. Vi har mange forbundsfæller bl. dem.
Jeg har altid opfattet det vi laver som en side af ekspressionismen blandt andre sider i tiden, der er for mig ingen væsensforskelle, der er kun formelle gradsforskelle. Det drejer sig ikke om at finde én side som er endegyldig sandhed – men at suge næring af det bedste i dem alle.
Jeg tror at det som tiden gaar vil blive mere og mere indlysende at grupperinger vil opstaa.
Jeg tror ikke det er me nemt at se endnu hvorledes – men jeg har for mit vedkommende i nuværende xxx situation mest lyst til at være uden for sammenslutninger i det hele taget – mest lyst til ikke at være bundet af noget somhelst – men frit prøve mig frem i den retning jeg finder rigtigst.
Jeg har svaret paa Sonjas brev – men det er selvfølgelig ment til jer begge. Hvorvidt I forstaar mit standpunkt ved jeg ikke. De latterlige xxxx der har sket og sikker stadig vil ske inden for Høst saa længe det eksisterer i sin er jo ikke tilfældige episoder. De er evig tilbagevendende og en følge af et forkert grundlag – af dyberegaaende divergenser
Med arbejdet gaar det godt – tror jeg da – og det finder jeg væsentligt. Anna væver ogsaa paa fuld kraft. Gaar det godt for jer – vil gerne høre om hvorledes i arbejder?.
Mange kammeratlige hilsener til jer alle tre
Erik
