Ejler BILLE’s Ninetieth Birthday :

 Da jeg var en lille dreng i Afrika, for mange, mange aar siden, levede jeg sammen med min familie, i en slags minearbejders ghetto, kaldt Comet Location, der tilhörte East Rand Property Mines, midt i guldgrupefelten, langs « The Reef », ved byen Johannnesburg. En dag, i vores lille tin-box hus, efter min mor lige var blevet forlöst, - det vil sige, hadve födt barnet alene, uden hjaelp, som hun havde laert at göre det, i den traditionelle indvielse, i löbet af hvilke ungdomen bliver introduceret i blandt ade voksende med föglende ansvar – og jeg selv havde faaet lov til at komme ind i rummet, hvor hun hvilede sig, med den ny-födte i armene, sporgte jeg, efter at have takket hende, for den nye söster hun der havde givet os: « Men , Mor, jeg har allerede fire söstere. Hvorfor er det aldring en dreng ? Hvornaar giver Du mig en bror, jeg kan leje med, saa jeg aldrig mere bliver alene, naar mine kamarater ikke er til stede ? »
« Hör nu, Ernest, svarede hun, lad dog vaere med at beklage Dig saa barnligt. Om det er en dreng eller en pige, er jo akkurat ligegyldigt . Selv om jeg godt forstaar at Du önsker Dig nogen til at lege med, maa vi vaere glade for de börn som Gud vil sende mig. Og dine brödere, dem finder Du ude i den store verden ! »
Nogle aar efter, jeg var blevet til en ung mand – som endelig havde faaet en lille brog, men uden at have nogen leje i faelles med ham, paa grund af alderforskellen – og prövede at skaere i trae, for at blive billedhugger, i det land hvor jeg var födt, forstod jeg at, ville man vaere kunstner, saa havde man den pligt, först og fremmest, at vaere helt sig selv; og at det ville  jeg nemmelig aldrig faa muilghed for at blive, lige saa langt jeg ikke var betragtet som et frit menneske; og det troede jeg ikke nogensinde ville ske i löbet af min livstid, i Nord-Transvaal, mit hjemegn. Saa bestemte jeg at stole paa min mors ord finde nogen der ville tal med mig, fra mennske til menneske, selv om om det skulde vaere over graenser, selv langt vaek fra faedrelandet. Med det haab at det maatte bringe. Til sidst. En dybere forstaaelse mellem folk. 
Den aften jeg lige havde tabt syn af Africas kystlinier paa horizonten, om bord paa damperen «  Balmoral Castle », og jeg sejlede vaek paa livets store hav, imod min skaebne, havde jeg dog ingen idé, om hvorledes den allerede laa som forberedt af de hemmelige krafter der, nogen gange, paa en maerkelig maade, styre menneskets kurs, hvad han end ellers bilder sig ind. Den förste europaeer jeg talte med var en engelsk « old mariner», som jeg havde mödt paa skibet og, senere igen, paa fast land, i en ’pub’, ved havnen i Southampton. Af det han fortalte, husker jeg blot at han havde sejde som matros paa mange andre skive, i löb af livet, og isaer at den, som han sagde havde marere ham mest, bar et navn, jeg heller aldrig har kunne glemme, thi den kom til at symbolisere for mig eksistensen i det nye kontinent, som jeg var kommet til, og der var saa forskellig, havde jeg allerede forstaaet, fra mig Afrika. Baaden hed: « All Alone ».
Hvorledes jeg ikke endte i lignende vilkaar, « helt alene », saa fortvivlende for en mand der kom fra en kultur, hvor ingen, i den tid, blev efterladt i enesomhed, er mig en gaarde. I hvert fald er det faktum at da jeg, i 1938, kom til Paris fra London, ikke blot, havde min velgörer i England, Biskopen (som jeg havde kendt paa Fort Hare, de sortes universitet i Syd-Afrika ) kontaktet, gennem nogle venner, direktören paa kunst-skolen i Rue d’Ulm, men naar  denne bad de samlede studenter, om der var nogen af dem der ville kunne passe sig af en ny elev, der skulde komme fra London naeste dag, for at studere paa  skolen, skete der – siden der i den tid kun var faa engelsktalende franskmen – at en eneste haand löftede sig. Det var en Dansker, som studerede skulptur paa skolen. Christian Poulsen var hans navn. Tit har han bagefter fortalt hvor forbavset han blev, naar, i stedet for en af Hans Britiske Majestaets lyshaaret statsborgere i tweed jakke eller bowler-hat, som han havde ventet sig, stod der foran ham, en mörk sön af det fjerneste Afrika. 
Dog efter kun faa dage, da tillid og venskab begyndte at opstaa mellem os, meddelte han, at hvis jeg, som jeg paastod, var kommet for at söge en rigtig dialog med den nye generation af kunstnere i Europa, saa var jeg meget heldig, fordi han kunne introducere mig til en gruppe af danske Surrealister, som netop levede i Paris. Naeste dagefterlod vi saa den latinske kvater og Rue Monsieur Le Prince hvor jeg boede, og fik sydpaa, op af Boulevard Saint Michel, imod og forbi den utaemelige löve der staar i Denfert-Rochereau – som jeg der saa for förste gang, men som desvaerre, ville vise sig alt for tam, der krigen kom -, saa videre ud til Eglise d’Alésia; og lidt efetr ,gennem en lille diskret side-gade, til höjere, endte man i en slags indre gaard eller plads, ud over hvilke rejste sig en gammel bygning. Vi gik op af trappen, og naeste öjeblik, efter Christian havde banket paa, stod jeg over for en ung mand med et kalr blik, og et ansigt der udstraalet baade alvor og venlighed. Det var mit förste syn af Ejler Bille og saadan startede mit förste möde med ham. 
Straks fandt vi os til pas med hinanden, og begyndte paa en dialog og et venskab som – det anede vi ikke – ville vare hele livet. 
Bille fortalte hvorlede de unge i Europa havde undertaget det store oprör imod den dödfödte kunst man kalder « academisme », og hvorledes de havde stöttet sig, blot andet, paa det udtryk, man tildigere havde set som de vilde folks börnestreger; mens jeg selv sagde hvor meget det havde betydet for mig at komme i kontakt (gennem kunstnere emigrerede fra Europa til mit land, og foto-reproduktioner), med Van Goghs maleri eller store billedhuggere fra Renaissancens tid. Jeg forklarede ogsaa, hvorledes det man i Europa kalder kunst, var, i den afrikanske samfund, baade adskellig fra menneskets liv i det daglige, og havde at göre med den magiske verden.
Da vi tog afsted, sagde Bille: « Ernest, jeg kender nogen som, tror jeg, ville vaere meget interesseret i alt det Du fortaeller om Afrika og kunst. Og som jeg gerne ville have dig til at möde. » Ved naeste besöge i Impasse du Rouet, traf jeg saa, for allerförte gang, Sonja Ferlov. 
Det var for mig spaendende at höre hvorledes de unge surrealister havde gengivet i deres tidsskrift « Linien », skulpturer og masker fra Karl Kjersmeiers samling. Men jeg forstod at « Linien » var baade en kamp for det menneskelige udtryk og et mödepunkt af flere opfattelser, der hjalp kunstnere og publikum i en sögende fremgang. Bevaegelsen havde jo givet ljlighed for en kalrgörelse i den moderne tanke og kunst, selv om man end saa, senere, villigt eller uvillig, har fordunklet og forvandlet dens oprindelige betydning, projekt og muligheder.
Fra det jeg fik at vide, i disse diskussioner med Bille og Sonja, var jg fuld enig med dem, og med den stilling de havde taget, sammen med Richard Mortensen, om at surrealismen eller den nye kunst ikke skulde vaere en reaktion imod fornuften, hvor meget dette end havde vaeret misbrugt af fremskridt-ideologien i Europa, med en fölgende videnskabs-forgudelses tendens – især i en tid hvor alle Nihilismens kaotiske styrker straekmarcherede over menneskhedens livsvigtige vaerdier, og nedtrampede selve Fremtidens lille blomst. 
Bille havde jo som nabo, i Impasse du Rouet, en mand, der var et levende eksempel paa hvad der skete, naar det rene « instinkt » i et folk, var blevet manipuleret, efter at have tabt den sidste minde af fornuft. Han hed Erwing Graumann, en maler som tilhörte Expressionnist skolen og var blevet forfuldt af den brune magt i Tyskland, men af hvem Sonja beundrede og ville huske, hele livet, et fint billede der forestillede de graa tage over Berlin.
Mange gange, siden denne förste lejlighed, har vi siddet or vaekslet tanker og synspunkter over udtryk, menneskeheden og verdens forhold, set udstillinger sammen, gaaet paa besög hos andre kunstnere, eller hjolpet hinanden i det daglige, lige op til det öjeblik, hvor denne lille velsignet periode - der ikke varede for mig mere end to aar – endte desvaere brutalt, naar det en dag bankede paa dören og Skaebnen stod paa trinet i « vert-de-gris » uniform. 
Da Bille rejste hjem til Danmark, fulgte jeg ham til toget paa Gare du Nord, og de sidste ord jeg hörte fra ham, da toget, i rög og lyd, begyndte at köre, var : « Pas I godt paa hinanden, Sonja og Dig ! » 
Jeg vidste ikke at det ville tage mere end otte aar til vores naeste möde, og kun efter at den veaeste krig og tid, menneskeheden nogensinde har set, ville havde fuldstaendigt öddelagt den verden af haab og inspiration, som vi havde oplevet i disse gode dages Paris.
For mig, har det vaeret en frygtlig lektion over hvad der sker naar man glemmer forfaedrenes store princip : « Menneskeheden er et ». En livsopfattelse som jeg havde modtaget med modermaelken, arvet far den gamle verdens aand og rejst med, i form af det letteste bagage – et afrikansk visord : « Umuntu ngumuntu ngabanye abantu », d.v.s. « Mennesket er mennesket gennem og paa grund af andre mennesker » 
Bille om end han, som ogsaa Sonja, havde forkastet alt det som i religionen er blevet misbrugt af dekandente tider, havde ligeledes bevaret det bedste i kristendomen, som netop kan knyttes til andre kulturers visdom, isaer opfordringen : « Alt hvad I ville at Menneskerne skulde gjöre mod Jer, ligesaa gjörer I ogsaa mod dem. » 
Om det var U Nkulunkulu, den store gud i gammel Syd Afrika, Jehovas Gode Forsyn, som missionsfortolket i kolonierne, der havde styret mine skridt til Impasse du Rouet, eller ej, kunne jeg ikke sige, men ting var dog for mig sikker – Det som jeg var kommet, hele vejen fra Afrika, for at möde, havde jeg nu fundet : en aandelige bror i verden.

Paris, den 15 Februar 2000
Ernest Mancoba